Sorg- og livsmod

Det er tungt at miste. Intet er mere det samme. Tanker og følelser omkring et tab kan være af så mange forskellige slags. Og de kan ændre sig hen over tid. Der er sorgen og smerten, der kan være vrede og bebrejdelser, måske skyldfølelse, måske lettelse. Måske er du bare gået helt i stå.

Oven i, at det er tungt at blive ramt så gennemgribende på livet og de sammenhænge, der var så selvfølgelige – kan det være rigtig tungt at gå med sine tanker og følelser alene. Som tiden går, tror mange, at nu er hun/han nok kommet videre. Måske endda ”kommet over det”. Og så kan det være ekstra ensomt at være den, der har mistet. I en sorg- og livsmodsgruppe kan man dele sine tanker, følelser og erfaringer med hinanden – under tavshedspligt og i respekt for den enkeltes situation og grænser.

Vi har en sorg- og livsmodsgruppe ledet af sognepræst Laila Olesen. Måske vil den være en mulighed for dig. Under alle omstændigheder kan man altid henvende sig til en af præsterne og få en samtale om sin situation og de behov, man måtte sidde med.